Israel first, america second Essay

Tabet af økonomisk kapabilitet indskrænker USA’s handlerum, og forhindrer en fortsættelse af deres militære aktivistiske strategi i Mellemøsten. USA er nødt til at off-shore balancere, da de ikke længere har råd til at føre en on-shore strategi i Mellemøsten. USA vælger derfor at styrke alliancen med Israel ved at underskrive JEA. Det systemiske pres har dog sjældent tilstrækkelig forklaringskraft på udenrigspolitiske outcomes fordi: “States often have a range of policy options to choose from, rather than a clearly optimal policy dictated by international circumstances” (Ripsman et al. 2016: 14). Derfor ser vi det nødvendigt at inddrage indenrigspolitiske faktorer.

3.1.2 Stat - AIPAC’s indflydelse på amerikansk udenrigspolitik og amerikanernes opbakning til Israel

I det følgende afsnit analyserer vi, hvordan statsniveauet kan spille en rolle ift. beslutningen om at underskrive JEA. Vi har især fokus på lobbyorganisationen AIPAC og den amerikanske befolknings holdning til Israel, flytningen af ambassaden og generel intervention i Mellemøsten.

Ifølge Nicholas Kitchen kan ideer have indflydelse på udformningen af udenrigspolitik. Dette er muligt, fordi individer med de samme ideer former “institutions that operate in both formal and informal sectors of the policymaking process” (Kitchen 2010: 131). Disse institutioner kan blandt andet være lobbyorganisationer, som forsøger at styre den amerikanske udenrigspolitik i en mere pro-israelsk retning (Mearsheimer & Walt 2006).

En af de mest indflydelsesrige amerikanske lobbyorganisationer er The American Israel Public Affairs Committee (AIPAC). Gennem lobbyisme forsøger AIPAC at påvirke de amerikanske kongresmedlemmer til at støtte pro-israelsk udenrigspolitik, hvilket de i mange år har haft stor succes med (Mearsheimer & Walt 2006). I løbet af de sidste 15 år er AIPAC’s samlede udgifter til lobbyisme steget, og i 2016 brugte de omkring $3",6 millioner på at fremme pro-israelske interesser (OpenSecrets 2018). Mearsheimer og Walt går så vidt som at sige, at AIPAC “has a stranglehold on Congress, with the result that US policy towards Israel is not debated there” (Mearsheimer & Walt 2006). Lobbyorganisationen har længe haft flytningen af ambassaden øverst på dagsordenen, og deres store indflydelse på Kongressen og den udøvende gren kan have haft indflydelse på Trumps underskrift af JEA (AIPAC).

En pro-israelsk holdning

Den offentlige opinion er vigtig, da denne kan facilitere eller forhindre vedtagelse af forskellige policies, idet ledere og politikere har brug for vedvarende opbakning fra befolkningen (Saltzman 2015: 504). Dette gør sig især gældende i et demokrati, hvor regeringens stabilitet og fortsatte eksistens afhænger af dens politiske legitimitet (Saltzman 2015: 504).

Amerikanerne har generelt en pro-israelsk holdning. Undersøgelser viser, at omkring 62% af den amerikanske befolkning sympatiserede med Israel året før JEA blev underskrevet, og at denne tendens generelt er stigende (Saad 2018). Tendensen er endnu tydeligere for de republikanske vælgere, hvor omkring 80% støttede op om Israel i år 2016 (Saad 2018). Amerikanernes holdning til flytningen af den amerikanske ambassade er dog knap så entydig, idet 56% af amerikanerne svarer, at de ikke ved nok til at have en mening om emnet. Der er en ambivalent mening til emnet blandt de resterende amerikanere, idet 24% mener, at ambassaden skal flyttes fra Tel Aviv til Jerusalem, og de resterende 20% er uenige i dette (Newport 2016). Der var således ikke særlig stor opbakning til forslaget om at flytte ambassaden, men overordnet set støtter den amerikanske befolkning den pro-israelske linje i udenrigspolitikken (Newport 2016).

Størstedelen af amerikanerne deler holdningen om, at USA skal følge en mere tilbagetrukken politik i Mellemøsten (Carden 2018). Dette har faciliteret Trumps beslutning om at fokusere på en off-shore balancerings strategi i Israel. Dette understøtter konklusionen fra systemanalysen, som peger i retning af, at USA forsøger at styrke sin alliance til Israel for at off-shore balancere i Mellemøsten.

Man kan konkludere, at amerikanerne generelt støtter op om Israel og en mere tilbageholdende linje i Mellemøsten. Opbakningen til selve flytningen af ambassaden er tvetydig, hvorfor befolkningens holdning til dette ikke har haft bærende betydning for underskrivelsen af JEA. AIPAC spiller en stor rolle i udformningen af amerikansk udenrigspolitik over for Israel, da de påvirker Kongressen og den udøvende gren. I forhold til flytningen af ambassaden, blev JEA dog allerede vedtaget af Huset og Senatet i 1995, hvorfor der kun manglede en præsidentiel underskrift (Bump 2017). Derfor antager vi, at den amerikanske præsident har afgørende betydning.

3.1.3 Individ - Donald Trump og “America First”

I det følgende afsnit analyserer vi, hvordan valget af Trump som amerikansk præsident kan være med til at forklare underskrivelsen af JEA. Som nævnt manglede der bare en præsidentiel underskrift, hvorfor individniveauet kan tillægges betydning. Vi vil blandt andet fokusere på Trumps valgslogan “American First” samt hvordan hans perceptioner og ideer skiller sig ud fra dem som vi finder hos Barack Obama. Til sidst analyserer vi Trumps personlige relation til Israel, som kommer til udtryk ved hans svigersøn Jared Kushner.

Underskrivelsen af JEA var først og fremmest et valgløfte til den amerikanske befolkning (Trump 2016b). Trump sikrer sig således legitimitet fra befolkningen ved at leve op til dette løfte.

Som nævnt i afsnit 4.1.2 kan ideer have indflydelse på udformningen af udenrigspolitik. Kitchen siger i den forbindelse, at “the ideas that will impact most upon foreign policy are those held by those in decision-making positions in the state (...) it matters who the President is” (Kitchen 2010: 130-131). I sin første udenrigspolitiske tale i år 2016, gjorde Trump det tydeligt, at “America First” ville være det gennemgående tema i hans administration, hvis han vandt præsidentvalget (Trump 2016). Dette kommer også til udtryk i hans udenrigspolitiske strategi, hvor han advokerer for en tilbagetrækning af amerikanske tropper i Mellemøsten, da der har været for store omkostninger ved dette: “I say it so much and it’s so sad, but we have $7 trillion in the Middle East. You might as well throw it out the windows” (Trump 2018). Underskrivelsen af JEA stemmer således overens med hans udenrigspolitiske visioner i Mellemøsten.

Trump mener, at en restrained grand strategy bedst indfrier de amerikanske interesser, idet USA har tilsidesat egne interesser under Obama (Posen 2013: 117-118; Trump 2016a). Trumps verdenssyn er præget af en egennyttemaksimerende tankegang, og da forholdet til Israel ifølge Trump er i amerikansk interesse, vælger han at styrke denne alliance (Trump 2016a).

Styrkelsen af alliancen med Israel er i Trumps interesse, da Trump har en anden threat perception af Iran end eksempelvis Obama: “He (red. Obama) has treated Iran with tender love and care and made it a great power (...). All of the expense and all at the expense of Israel, our allies in the region and very importantly, the United States itself” (Trump 2016a). Trump er derfor også udtrådt af den atomaftale, som Obama indgik med Iran i 2015 (Landler 2018).

Underskrivelsen af JEA kan ses som et resultat af en systematisk bias, idet Trump har en personlig og familiær relation til Israel: “I love the people in this room. I love Israel. I love Israel (...) My daughter, Ivanka, is about to have a beautiful Jewish baby” (Trump 2016b; Ripsman 2016: 5). Hans positive perception er således med til at “evaluate and process incoming information” og spiller dermed en rolle, når der skal træffes beslutninger om Israel (Ripsman 2016: 5). Som eksempel har Trump udnævnt sin jødiske svigersøn, Jared Kushner, som seniorrådgiver ift. at finde en løsning på Israel-Palæstina konflikten. Kushners familie har i mange år ydet økonomisk støtte til bosættelser på Vestbredden og givet politiske donationer til Israelske mærkesager, hvorfor man kan stille spørgsmålstegn ved Kushners neutralitet (Karni 2017).

Fordi individer tolker det systemiske pres forskelligt og fordi ideer fra centrale beslutningenstagere kan påvirke det udenrigspolitiske outcome, giver mening at inddrage individniveauet (Ripsman et al. 2016: 20-21; Kitchen 2010: 130). Trumps verdenssyn om “America First” samt hans perceptioner af Iran og Israel har været afgørende for underskrivelsen af JEA. JEA er en del af Trumps bredere udenrigspolitiske linje i Mellemøsten.

3.1.4 Opsummering på NKR analyse

Vi har i analysen identificeret forskellige faktorer, som kan forklare flytningen af den amerikanske ambassade til Jerusalem. Vi har benyttet NKR-frameworket til at belyse årsagerne på tre forskellige analyseniveauer. Det systemiske pres har medført, at USA må gentænke deres udenrigspolitiske strategi i Mellemøsten. De systemiske stimuli medieres af variable på stats- og individniveau, hvilket fører til, at USA underskriver JEA. Vi har opsummeret analysens resultater i figur 4.1.

Figur 4.1

3.2 Konstruktivisme - USA som storebror

Med en neoklassisk realistisk analyse kan vi få et billede af, hvordan underskrivelsen af JEA kan ses som en strategisk handel, der stemmer overens med Trumps udenrigspolitiske linje. Vi finder det dog vigtigt at pointere, at der hersker et historisk godt forhold mellem USA og Israel, som er svært at indfange med en realistisk analyse. Vi vil gerne præsentere et konstruktivistisk perspektiv, hvor USA’s forhold til Israel ikke udspilles i et anarkisk, selvhjælpssystem (Wendt 1992: 392). USA underskriver JEA, fordi et godt forhold til Israel er en del af den amerikanske identitet.

For at forstå hvordan forholdet mellem USA og Israel er opstået, kaster vi et historisk blik på “det første møde” mellem de to lande. Ifølge Wendt er stater neutrale over for hinanden, når de først mødes (Wendt 1992: 416). USA havde derfor ingen forventninger til Israel inden etableringen af staten i 1948. Alligevel vælger USA som det første land at anerkende Israel som stat (US Department of State 2018). Israel opfatter USA’s handling som venskabelig, hvorfor Israel reproducerer den venskabelige handling ved kort tid efter at bekrige sovjetisk støttede lande i Mellemøsten, hvilket blandt andet sås i Syrien (kilde). Det bliver klart, at USA og Israel deler fjender i Mellemøsten, og siden da har USA udvist stort engagement i at støtte og forsvare den israelske stat (US Department of State 2018).

Det første møde har lagt fundamentet for et venskabeligt forhold, der siden er blevet reproduceret og styrket. Dette interaktionsmønster har medført, at det gode forhold til Israel er blevet en del af den amerikanske identitet (Wendt 1992: 397). USA har altså formet en identitet, hvor landets interesser bestemmes endogent i forholdet mellem Israel og USA. Det har skabt et cooperative security system, hvor Israels sikkerhed er USA’s ansvar (Wendt 1992: 400). USA påtager sig således en rolle som Israels “storebror” ved at støtte dem finansielt, militært og symbolsk.

Der hersker en stiafhængighed på den rolle-identitet som en land påtager sig, hvorfor identiteter er svære at ændre (Wendt 1992: 412). Derfor sættes der sjældent spørgsmålstegn ved den pro-israelske udenrigspolitik i USA. Underskrivelsen af JEA kan ses som et led i interaktionsmønsteret. Israel har længe kæmpet for en anerkendelse af Jerusalem som landets hovedstad, og ved at underskrive JEA reproducerer USA det gode forhold til Israel. Ifølge Wendt underskriver USA ikke JEA “(...)because of the relative costs and benefits of such action but because they are my friends” (Wendt 1992: 414). USA’s ageren over for Israel er således rettet mod absolutte gevinster frem for relative gevinster (Wendt 1992: 418).

Det gode forhold til Israel skal ikke ses som en statisk størrelse. Det er derimod noget, som hele tiden skal reproduceres gennem interaktion (Wendt 1992: 411). Det hænder, at USA gennemfører politik, som ikke er i overensstemmelse med de israelske interesser såsom Obamas atomaftale med Iran (Baker 2016). Der har således ikke været en konstant reproducering af det gode forhold. For det meste ser vi dog, at amerikanske præsidenter fører en ukritisk, pro-israelsk linje (Kramer 2006).

I collective security systemet er forholdet til Israel bestemmende for USA’s interesser i Mellemøsten. Det betyder, at “choices may not be experienced with meaningful degrees of freedom” (Wendt 1992: 411). USA er skærmet fra visse handlemuligheder grundet dette sikkerhedssystem blandt andet fordi, at Israels fjender også bliver USA’s fjender. USA er således nødt til at agere fjendtligt over for Iran for at sikre Israels sikkerhed. Trumps udenrigspolitiske linje i Mellemøsten passer godt ind i denne analyse. Han sætter Israel først til fordel for andre relationer i Mellemøsten (Borger & Beaumont 2006).

Analysen af USA’s forhold til Israel understreger, at systemet ikke nødvendigvis er anarkisk. Stater skaber strukturen gennem processer og interaktion, og man kan tale om, at USA og Israel har skabt en “struktur” af et positivt, intersubjektivt forhold. Trumps underskrivelse af JEA er en reproduktion af dette forhold.

3.3 Samlet opsamling på analysen

Ud fra ovenstående analyse kan vi således konkludere, at en kombination af NKR og konstruktivisme kan indfange en sammenhængende årsagsforklaring på, hvorfor Trump underskriver JEA i december 2017.

Ud fra NKR-frameworket kan vi konkludere, at ændringer i polariteten svækker USA’s relative magt. USA har ikke længere kapabilitet til at anvende militær magt i Mellemøsten. For at balancere Iran vælger USA derfor en offshore balanceringsstrategi, som indebærer en styrkelse af alliancen til Israel. For at øge forklaringskraften af det konkrete policy outcome inddrager vi indenrigspolitiske variable. Vi har påvist, at Trumps egne visioner samt lobbyorganisationen AIPAC spiller en stor rolle for den udenrigspolitiske beslutning om at flytte ambassaden til Jerusalem.

Den konstruktivistiske analyse kortlægger de historiske forudsætninger, der må siges at have en afgørende betydning for, hvorfor USA fører en pro-israelsk politik i Mellemøsten. Et godt forhold til Israel er en del af den amerikanske identitet, og det er derfor meget svært for USA at afvige fra dette. Underskrivelsen af JEA skal ses i lyset af, at USA’s politiske interesser i Mellemøsten formes i relationen med Israel. Flytningen af ambassaden er et symbol på en tættere amerikansk-israelsk alliance.

Det historiske bånd mellem USA og Israel begrænser det amerikanske handlingsrum, således at USA fastfryses på en pro-israelsk linje. Med de historiske forudsætninger in mente opnår vi med NKR en fyldestgørende forståelse af de aktuelle forhold bag flytningen af den amerikanske ambassade til Jerusalem. Med brug af NKR og konstruktivisme indfanger vi både timingen samt de indenrigspolitiske- og historiske forudsætninger bag underskrivelsen af JEA, hvorfor vi opnår en høj forklaringskraft.

4. Diskussion

I det følgende afsnit diskuterer vi, hvorvidt underskrivelsen af JEA, og dermed en stærkere alliance til Israel, er til USA’s relative fordel. Vi mener, at ønsket om en stærkere alliance med Israel og den bredere politiske strategi i Mellemøsten kan indfanges på det systemiske niveau, fordi de indenrigspolitiske faktorer spiller en mindre rolle på lang sigt (Wivel 2002: 439). Derfor bruger vi NKR og konstruktivismen på systemniveau niveau i diskussionen. Ifølge realismen er relative gevinster afgørende for en stats udenrigspolitiske ageren, idet stater kun vælger at samarbejde, hvis de “bliver tilgodeset i den relative fordeling af samarbejdets gevinster”(Wivel 2002: 434). Wendt mener derimod ikke, at det er relative eller absolutte gevinster, der gør, at stater samarbejder, men snarere forventninger, som er dannet af staternes interesser og identitet (Wendt 1992: 416).

I afsnit 4.2 vurderer vi, hvorvidt konstruktivismen og NKR er teoretisk kompatible.

4.1 Relative gevinster for USA?

Hvis USA handler strategisk og rationelt skal der være relative gevinster forbundet med den udenrigspolitiske strategi (Mearsheimer 2016: 53). Trumps udenrigspolitiske linje baserer sig på, at USA skal føre den politik, der sætter “America First”. USA skal altså kun involvere sig internationalt, hvis det har flere gevinster for USA end for andre stater. Det er blandt andet derfor, at Trump har trukket USA ud af atomaftalen med Iran, da han ikke mener, at USA opnåede relative gevinster ved denne (Trump 2016a). Men opnår USA relative gevinster ved en styrket alliance med Israel?

Vi har allerede kortlagt, hvilke gevinster der er forbundet med strategien for USA. Det er en cost-efficient balanceringsstrategi, der udnytter, at Israel kan bruges som et “hangarskib” i Mellemøsten. Samtidig kan USA opruste sit militær på amerikansk jord (kilde). En tættere alliance med Israel kan dog have negative konsekvenser for den amerikanske sikkerhed, fordi det skaber spændinger med andre lande i regionen (Lockie 2017). USA får et værre og mere betændt forhold til Iran og andre muslimske lande, der støtter Palæstina: “The new embassy has raised the volume of anti-American rhetoric not just in Palestine but throughout the Arab and Muslim world" (Al-Faisal 2018 i Chandran 2018). En styrket alliance med Israel er altså ikke entydig positiv, men vi må forvente at gevinsterne overgår de negative konsekvenser. Men opvejer det også Israels gevinster?

Alliancen med USA giver Israel tryghed og sikkerhed i en region fyldt med fjender. Det giver særligt Israel en beskyttelse mod Iran, der flere gange har svoret død over den israelske stat (Lockie 2017). USA støtter desuden det israelske militær med flere milliarder om året (Lapid 2016; Mearsheimer & Walt 2006). Det er derfor tvivlsomt, om USA får flere gevinster end Israel ved en styrket alliance.

Hvis USA er interesseret i relative gevinster, betyder det ifølge Wendt, at USA indgår i et competitive security system (Wendt 1992: 400). I så fald vil Israels relativt øgede sikkerhed være et sikkerhedstab for USA. Hvis dette var tilfældet, burde USA ikke være interesseret i at styrke sin alliance med Israel.

Ved at inddrage konstruktivismen, har vi tegnet et billede af, at alliancen mellem Israel og USA i højere grad er bygget på absolutte gevinster. Fordi USA og Israel indgår i et collective security system anser USA ikke Israels øgede sikkerhed for et relativt sikkerhedstab (Wendt 1992: 400). Dermed behøver USA ikke at bekymre sig om relative gevinster. Policybeslutningen om at flytte ambassaden til Jerusalem, og dermed styrke alliancen til Israel, er ikke nødvendigvis et produkt af det anarkiske system, men snarere et resultat af, hvordan stater kollektivt har valgt at agere over for hinanden (Wendt 1992: tal). Dette forhindrer dog ikke USA i at orientere sig mod relative gevinster i forhold til andre lande i Mellemøsten.

Vi konkluderer, at Trumps udenrigspolitiske strategi i Mellemøsten er baseret på en America First tankegang, hvor USA skal føre den politik, som giver dem flest relative gevinster. Vi kan dog konkludere, at dette ikke gør sig gældende i alliancen med Israel, hvor USA i højere grad orienterer sig imod absolutte gevinster.

4.2 Rationalisme og reflektivisme efter den fjerde debat?

How to cite this essay: